Legenden om Skt. Georg
Skt. Georg var ridder fra Kappadocien og kom en dag til byen Silene i provinsen Libyen. I nærheden af byen var en sø så stor som et hav. I denne sø var en forfærdelig drage, som kunne forurene luften i byen med sit åndedræt, så mennesker døde. For at forhindre dette, ofrede befolkningen i byen hver dag to får til dragen. Men da man kun havde et begrænset antal får i byen, besluttede man at ofre et menneske og et får. Der blev hver dag trukket lod mellem alle folkenes sønner og døtre.
Efter at mange var døde på denne måde, faldt loddet en dag på kongens datter. Kongen blev meget ulykkelig og bad om nåde, men befolkningen blev rasende. Deres børn var blevet ofret på kongens befaling, og hvis ikke kongen også lod sin datter ofre, ville de brænde både ham og hans slot. Kongen indså, at han måtte lade sin datter ofre, hvor nødig han end ville. Hun blev ført ned til søen hvor dragen ville tage hende.
Skt. Georg kom tilfældigvis forbi og tik øje på den ulykkelige pige og spurgte om, hvad der var galt. Hun svarede: Ædle unge mand, stig straks til hest og flygt, så slipper du for at dø sammen med mig. Han afviste og fik at vide, hvad der var galt, hvorefter han sagde: Frygt ikke pige, thi jeg vil hjælpe dig i Kristi navn. Hun bad ham flygte, da det var nok, at hun skulle dø. Mens de talte, kom dragen frem af dybet og hen imod dem. Hun skælvede og bad ham endnu en gang om at flygte.
Skt. Georg steg til hest, gjorde korsets tegn og gik til angreb på dragen. Han svingede tappert sin lanse i troen på Gud og sårede til sidst dragen, så den faldt til jorden. Han befalede prinsessen straks at binde sit tørklæde om dragens hals, og dragen blev tam som en hund.
De førte dragen op i byen, og folk blev bange og flygtede op mod bjergene. Da gjorde Skt. Georg tegn til dem og sagde, at han var sendt af Herren for at befri dem fra de lidelser, som dragen gav. Tro blot på Kristus og lad jer døbe, så skal jeg dræbe dragen. Kongen og alle menneskene lod sig døbe, og Skt. Georg dræbte dragen med sit sværd. 20.000 blev døbt denne dag, og kongen lod opføre en kirke til ære for Jomfru Maria og Skt. Georg.
Kongen tilbød Skt. Georg en stor sum penge, men han ville ikke modtage dem til egen fordel og gav dem i stedet til de fattige. Herefter forlod Skt. Georg byen og rejste videre.
Skt. Georg blev senere taget til fange for sin tro på Kristus. Han blev tortureret med utallige grusomheder, men hans kristne tro gav ham styrke til at udholde grusomhederne. Han blev halshugget og døde dermed martyrdøden.
Frit efter svensk oversættelse af den Gyldne Legende.
© 2002 KFUM-Spejderne i Danmark